Fraktur
Fraktur
Der kan være mange årsager til frakturer. Ofte er frakturer knyttet til ulykker og en kraft, som påvirker brudstedet. Derudover kan der også opstå træthedsbrud (oftest i foden), som skyldes langvarig overbelastning. En fraktur kan også komme som følge af knoglesygdomme, som eksempelvis osteoporose eller knoglecyste. En anden årsag kan være kræftsvulster, der har metastaseret sig eller er vokset ind i knoglen, hvilket svækker knoglen i området.
De allerfleste frakturer giver få problemer, hvis de behandles korrekt. Vær dog opmærksom på:
- Blødning: Frakturer kan bløde ganske meget grundet overrevne blodkar, selv når huden er intakt. Ved pelvis og femurfraktur kan blødningerne være så store, at de bliver livstruende.
- Nervepåvirkning: Frakturer kan påvirke eller skade nerver, eksempelvis kan fejlstilling og hævelse omkring en fraktur irritere nerven. Dette kan vise sig ved nedsat sensibilitet og/eller kraft i det område, som nerven innerverer.
- Avaskulær nekrose: Ved en fraktur er der risiko for overrivning af blodforsyningen til knoglerne i området. Når blodforsyningen til knoglen stopper, nedbrydes knoglen.
- Kompartmentsyndrom: For stram gips eller blødning omkring en fraktur, kan medføre et øget tryk, der kompromitterer cirkulationen til området.